Sang, dans og slagsmål i folkeskolen – et bud på en virkelig ny skole

Af Martin Spang Olsen

(Kronik i Politiken, 19/10-96, overskrift ændret til: ”Sang, Dans og Slagsmål”)

Hvor er de gode gamle børn blevet af? De, der kunne læse og skrive, lavede deres lektier og ikke var på Ecstasy? Og hvad er der blevet er den gode, gamle skole, den, der trods sine fejl, i det mindste lærte elverne at læse? Og hvorfor er forældrene ikke længere i stand til at producere sunde, velfungerende borgere. Debatten raser, og alle har en mening. Fra vidt forskellige sider lyder det rethaverisk: “Hvad sagde jeg”!!

Det er måske nok forældrene, der bærer den største del af skylden for denne suppedas, men organiserer man skolen rigtigt, er det muligt, i undervisningen, at hjælpe eleverne med deres psykiske og fysiske problemer – dem, der står i vejen for en udbytterig skolegang. Hvordan?

Udgangspunktet er, at først må vi frigøre sanseapparatet, der er forudsætningen for indlæringen. Dette arbejde må i sig selv foregå under så udviklende og udbytterige former som muligt. Tesen er enkel, måske endda banal, men vanskelig at udføre i praksis, hvilket kan være en af grundene til, at ingen andre er fremkommet med den. Det er meningen, at børnene i det, jeg kalder Den Ny Skole, skal modtage undervisning i at synge, danse og slås i de første seks-syv skoleår og intet andet. 

Derefter vil hjernehalvdelene være så udviklede, fortrængninger og negative tankemønstre formindsket, og dermed indlæringshastigheden forøget så meget, at det vil være muligt at lære alle skolefag på to år og afslutte med en 9. klasses afgangsprøve. 

Disse unge vil altså på dette tidspunkt ikke blot mestre de traditionelle skolefag, men også være uddannede i mange slags sang, dans, kampteknik og scenisk kamp (stagefight), specialiseret efter eget valg.

Man har i mange år vidst, at indlæring og motorik hang sammen, og det er da også derfor, at der er indlagt gymnastiktimer i skemaet. Imidlertid lader det til, at børn i dag er i dårligere form end tidligere, og at der er en sammenhæng mellem børnenes fysiske forfatning og deres mere eller mindre åbenlyse psykiske problemer. Men det må ikke forstås som, at man kan løse det ene, og derved automatisk løser det andet. Her er tale om en meget stor og kompliceret problemstilling, der ikke kan beskrives kort.

Kardinalpunktet er imidlertid

FORTRÆNGNINGER

De følelsesmæssige fortrængninger, som børn vel egentlig altid har haft, er i dag mere synlige og mere koblet til deres kroppe, og dermed deres dagligliv, end tidligere – dengang det hele ikke var så indviklet. Dette fænomen skyldes til dels, at de i dag udsættes for et stadigt stigende, og delvis selvvalgt, sansebombardement, der dels sender fortrængningerne op til overfladen, dels bedøver dem. Bedøvelsen resulterer i vores sammenhæng i, at børnene opfatter mindre og dermed lærer langsommere.​

Groft sagt kan fortrængningerne deles ind i tre grupper: a) De negative følelser af vrede, frustration, depression, angst, etc. (fortrængte følelser er som regel negative følelser – det er derfor, de er fortrængte) b) Domme over disse følelser , dvs. man bliver vred på, eller på anden måde dømmer, selve følelserne, fordi de er irrationelle, og giver dem derfor ikke den accept, der kunne hive dem ud af deres fortrængte tilværelse. c) Skyldfølelse, som her får et helt punkt for sig selv, eftersom den kan bremse al ens arbejde med problemstillingen, fordi den hele tiden vil fortælle, at det, man gør ikke er godt nok, og man faktisk fortjener at blive straffet for det, uanset hvad man gør. Skyldfølelsen ses tit sammen med selvhad.

Man fortrænger ikke sine følelser fordi man er dum. Men når en smerte (f.eks. i forbindelse med et meget stort chok) bliver for stor, vil både kroppen og psyken forsøge at undslippe den, eftersom smerte i sidste ende kan betyde død. 

For underbevidstheden er det derfor logisk at undertrykke ubehagelige følelser, når de kommer over en vis størrelse. Den smule af følelsen, der stadig kan mærkes, vil hjernen så til gengæld forsøge at give nogen, gerne een selv, skylden for, selvom den egentlige årsag ligger langt tilbage. For at komme ud af den onde cirkel, skal disse tankemønstre (som man kalder dem) “omkodes”, så de ikke står i vejen for følelsesudrensningerne, og de negative, fortrængte følelser føles, i al deres gru, ellers kommer de ingen vegne – men det er i øvrigt en lang historie. Og hvordan kommer så sang, dans og kamptræning ind i billedet?

Sang består af lyd og rytme, men i modsætning til anden musikudfoldelse, sætter man direkte sin egen krop i svingninger. Både det rytmiske og tonale arbejde har en løsnende virkning på fysiske spændinger, og rigtigt undervist har den musikalske, og dermed følelsesmæssige, bearbejdning af musikken desuden en positiv effekt på de omtalte problemer hos børnene. “Sangen” kan i den forbindelse være alt fra opera til grundlæggende lydfrembringelse. 

Det er i øvrigt tanken, at man i videst muligt omfang forsøger at undgå “instrumenter”. Arbejdet skal ske i den enkeltes krop. Derfor vil det kreative udtryk begrænses til det, som kroppen selv kan frembringe. Altså et opgør med det obligatoriske guitar- og trommespil, tegning, lerfigurer, etc. – ikke fordi der er noget galt i det, men det må, i al væsentlighed, foregå uden for skoletiden. Man f.eks. udmærket forestille sig en musikskole som tilknytning til skolen, hvor de, der havde lyst kunne lære at akkompagnere kammeraternes udfoldelser.

Dans er også i sig selv en rytmisk påvirkning af kroppen. I dansen kan man, ligesom med sangen, så at sige “søge” sig frem til spændinger og følelsesmæssige problemer, og direkte udfolde (udleve) dem. Dansen har også en socialiserende virkning gennem sin blide kontakt til partneren og fænomener som føring (ansvar) og hengivelse (åbenhed). 

Da dansens kvaliteter er kendt af de fleste går vi straks videre til:

Slagsmål. Alle pattedyr kender til at slås for sjov, kun vi har mistet evnen. kampteknik (både den seriøse og den sceniske) involverer ligeledes rytmiske bevægelser og lyde. I den form, undervisningen er tænkt, vil man naturligt berøre mange negative følelser, der ender med ikke at have den samme magt over børnene, eftersom det hele sker i et legende, humoristisk univers. Ligesom i de to andre discipliner lærer man at vise hensyn, tage ansvar, fokusere, improvisere, og i øvrigt forholde sig til energi, der ellers ikke tåler dagens lys. Alle er lige stærke og de små godt må “tæve” de store. Det er meningen at kamptræningen altid skal afsluttes med massage, hvorved de “vilde” energier beroliges og også blide berøringer introduceres. Netop denne slags kamptræning har været en af hjørnestenene på Stuntskolen i København, og det har været de synlige resultater af undervisningen der, der i første omgang inspirerede mig til dette koncept.

Som man vil have konstateret på nuværende tidspunkt, er kroppens udfoldelse grundlaget og udgangspunktet for al undervisning på det jeg kalder Den Ny Skole. Men det er vigtigt i den forbindelse at fastslå, at kroppen aldrig blot skal “motioneres”, men altid indgå i en kreativ/musisk/sansende sammenhæng, hvorved følelserne naturligt, og umærkeligt, bearbejdes.

Hver af de nævnte fag kan udføres solo, på højt plan (f.eks. operasang, ballet og tai chi, formet så det passer til børn) eller to og to, gerne forskelligt køn, (duetter, par-dans og indstuderede partner-slagsmål). Eller i grupper (f.eks. korsang, etnisk dans, kataer (stiliseret grundtræning til kampteknik) eller humoristiske masseslagsmål). For de små klasser er der desuden den mulighed at lave små historier eller eventyr ud af det, eller lave det hele til en slags leg. Det er i øvrigt meningen, at legen skal være det bærende element for både store og små, selv i de tilfælde, hvor disciplinerne dyrkes på højt plan.

De tre aktiviteter forholder sig i det hele taget til andre mennesker – enten i form af ens evt. partnere og/eller publikum. Derved får børnene på et tidligt tidspunkt fjernet deres angst for omverdenen, der jo i de nævnte situationer vil være “venner” og ikke potentielle modstandere som ellers i et samfund med sport, fri konkurrence og survival of the fittest. 

Endelig kunne man nævne, at det er højst sandsynligt, at alle børn vil have naturligt anlæg for i det mindste een af de tre aktiviteter, der således ikke er begrænset til de klogeste, mest musikalske eller motorisk udviklede. Selv de matematisk begavede vil der være noget for, om end mere i form af en slags kreativ logik. Talent er noget mærkeligt noget, jeg tror slet ikke det har den betydning, man forsøger at tillægge det. Jeg har i hvert fald kunnet konstatere ved mig selv, at da fortrængningerne begyndte at slippe, var der ingen grænser for hvad jeg kunne lære.

Men hvorfor så ikke teater, som jo også påviseligt har en glimrende virkning på børn, helt på linie med de nævnte discipliner? For så vidt er der tale om teater, da det er meningen, at både sang, dans og kampteknik (især scenisk kamp) skal indgå i dramatiske forløb, hvilket giver den fornemmelse af teamwork og leg, som det er så svært at hente andre steder, og som naturligt fører over i mere skuespil-rettede aktiviteter. Herved adskiller aktiviteterne sig også fra sport, som vi kender det i dag, hvor der enten er tale om det rene tidsfordriv og motion, således som vi ofte møder det i skolerne, eller sanseløst resultatsorientering, hvor legen og den spontane kreativitet bremses af hensynet til at vinde eller rigide regler om en bestemt stil.

Det springende punkt bliver naturligvis lærerkræfterne. Alle lærere vil være nødt til at besidde færdigheder på alle tre felter og også have oplevet disses terapeutiske muligheder. At kunne undervise i bare en af disciplinerne på tilstrækkeligt højt plan til at opnå den omtalte resultater, kræver mange års forarbejde. Dernæst skal de jo som sagt også have et rimeligt kendskab til de to andre. Derfor kommer det første stykke tid til at gå med sideløbende at undervise skolens fremtidige lærerskare.

Det er i første omgang en del af hensigten med aktiviteterne at starte en god cirkel af udrensninger i følelseslegemet hos børnene. At føle er i virkeligheden også at sanse, og derfor ender børnene med også at kunne bruge deres helt almindelige sanser bedre. Og sanserne er jo netop det, man bruger til at lære med, så det vi ender med, er altså børn, der lærer hurtigere. Uden sanser opfatter man intet, uanset hvor godt det formidles. Af uforklarlige grunde bliver denne omstændighed aldrig medtaget i debatten om folkeskolens udseende. Som om man automatisk får et bedre sanseapparat af at have interessante skolefag. Så let er det desværre ikke. Fagene er i sig selv nødt til at invitere/hjælpe børnene ned i de dybere lag af underbevidstheden, der, hvor de negative tankemønstre og de fortrængte følelser ligger og fylder op og dikterer hele vores færden.

Nu er det naturligvis ikke meningen at hele skolesystemet skal ændres på en gang. Til at begynde med kunne man oprette forsøgsklasser af den omtalte art i forbindelse med en eksisterende skole, men måske en anelse adskilt fra de andre børn; udrensninger af fortrængninger kan medføre lidt følelsesmæssig hybersensitivitet i perioder. Til gengæld er der på lang sigt ikke meget, der giver så god selvtillid som at være dygtig til at synge, danse og slås, vel?. Professionelt vil de kunne bruges i alle sammenhænge, hvor musik, kreativitet, leg, samarbejde, motorik, udfoldelse, sundhed, psykologi, kunst, etc. er temaet, foruden at de jo ikke at forglemme vil kunne alt det, de ellers ville have lært – det har de bare lært det hurtigere, og det er måske det, der kan være lidt svært at forstå. Der er tale om et postulat, det ved jeg godt, det her er aldrig gjort før. For at gøre den eventuelle tvivl til skamme, ville det bedste måske være at få lov til at låne f.eks. en 3. klasse i et halvt års tid, og kun undervise dem i de omtalte tre discipliner. Derefter kunne man så undersøge, om deres indlæringshastighed var forøget. Mindre end et halvt år vil ikke give mening, da det tage et vist stykke tid at få den omtalte gode cirkel i gang.

En egentlig forøgelse af indlæringshastigheden, der måske kunne ende med, at vi kan gøre brug af mere end de par procent af hjernen, vi nøjes med nu, er et omfattende og krævende stykke arbejde, som man ikke kommer sovende til. Her er ikke tale om en mirakelkur, men om vedholdende og godt nok sjovt, men hårdt, arbejde. Syv år med sang, dans og slagsmål virker som lang tid, men de kommer tilbage mange gange sidenhen i form af sparet indlæringstid.

Nu lyder spørgsmålet måske: “Hvad er der galt med at lære at synge, danse og slås uden for skolen, sådan som mange med succes har gjort det i tidens løb”? For det første: Det har man jo netop ikke gjort i mange tilfælde, hvor børnene er endt med at blive virkelig dygtige. Her er de traditionelle fag kommet i anden række. På en måde svigter man et barn, der er begavet, ved at henvise det til at dyrke sine vigtigste, og sundeste interesser uden for skoletiden, hvor man har mindre energi og koncentration til rådighed. For det andet, og vigtigst: De fleste skolefag er faktisk mulige for forældre at undervise i, navnlig læsning og skrivning. Et nysgerrigt barn kan endda lære sig selv det, bare der er en vis opbakning til stede – at synge, danse og slås vil til gengæld være umuligt for almindelige forældre at undervise deres børn i, især hvis vi taler om den særlige form, hvor der også arbejdes med underbevidsthedens sundhed. Det ser ganske vist ikke ud til, at de danske forældre bryder sig om at lære deres børn noget som helst i disse tider, men her er tale om en anden situation: A) Forældrene vil vide, at skal barnet kunne læse før 12-årsaldren, må de hjælpe det på vej, hvilket i sig selv kunne styrke familiebåndene. Forældre i dag overlader med sindsro arbejdet til pædagoger og børnene selv, hvilket sådan set også er meningen med det nuværende system. B) Her er tale om en anden slags børn, der vil have genvundet deres naturlige nysgerrighed og lærevillighed, gennem et blotlagt sanseapparat. Så selvom to år altså skulle være nok til at lære de traditionelle skolefag, er sandsynligheden for, at børnene allerede har lært sig selv en del af dem på egen hånd, meget stor.

Lyder det ikke meget moderne? Sang, dans og kamp, vildt hip! I sandhedens interesse, minder det faktisk til forveksling om det, som generationer af naturfolk over hele kloden i årtusinder har lært deres børn, og som i øvrigt også har været adlens grunduddannelse (eller grund-dannelse) siden middelalderen. Nu er det så bare byttet om, så det, der før var en privatsag, nu varetages af skolen, ligesom det desværre er tilfældet på andre områder. 

Naturligvis skal vi ikke tilbage til stenalderen, og bare sanseløst danse, synge os slås os fra problemerne. Men disse tre aktiviteter er gennem årene blevet udvalgt som livsbekræftende, socialiserende og transcendente, og nu, hos os, kan vi endda forøge udbyttet ved at tilføje helt nye indfaldsvinkler. Og meningen er da også, at børnene til sin tid ender med at blive helt almindelige velfungerende borgere, blot med forøgede muligheder og ressourcer. Foretager vi ikke omstillingen til den ny, krævende tid nu, risikerer vi at miste de unge helt, og går tingene først skævt i vore dage, går de af og til rigtigt skævt, og så er det svært at hjælpe. Vi har en glimrende chance nu med ret motiverede børn, der godt er klar over det ansvar, der påhviler dem, hvis de skal redde stumperne af denne verden. – Skal vi ikke se at komme i gang?​

SANSETRÆNER FOLDER

Download PDF fil for samlet information om uddannelsen

Fuld version

ENGLISH SUMMARY

Download the following PDF files for information in English

Short version
Long version

​✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 5 / 5 stjerner på baggrund af mere end 14 anmeldelser på Facebook

​Sensory Training Institute

Institut for Sensorisk Træning

Stifter og Chefinstruktør

Martin Spang Olsen

Tlf.: (+45) 22 39 05 30

Mail: info@sensorytrainer.com

TRÆNINGSLOKALER​

MANUVISIONHUSET (Store Sal)

teori og træning

Bernhard Bangs Allé 25-27, 2 sal.
​2000 Frederiksberg​

DANSK SKUESPILLERFORBUND (Kulissen)

kun torsdag i decembermodulet hvert år

Tagensvej 85, 2 sal
​2200 København N​​